Sæsonstart for motionister lørdag den 26. marts
Motionsafdelingen inviterer til sæsonstart lørdag den 26. marts kl. 10.00 ved klubhuset, Stadionvej 5 i Hammel. Invitationen gælder for potentielt nye såvel som gamle medlemmer af klubben.
Lidt efter kl. 10.00 køres der - afhængigt af fremmødet – to til tre forskellige ture. Hold 1 kører en rute på ca. 50 km og hold 2 kører ca. 40 km i lidt lavere tempo. Seniormotionister/begyndere planlægger deres egen tur.
Der er ankomst ved klubhuset igen lidt før kl. 12.00, hvor klubben byder på dampende varm suppe og en god cykelsnak. Potentielt nye medlemmer kan melde sig ind i klubben, og andre kan bare cykle med og høre mere.
Hammel Cykle Klub tilbyder i 2011 cykling for supermotionisten og den almindelige motionist. Som noget helt nyt starter der også et hold op for seniormotionister. Her kan begyndere, der gerne vil i gang med at cykle i klub, også køre med. Når sæsonen er kommet godt i gang starter klubben et Mountain-Bike hold for kvinder.
Fra den 29. marts 2011 er der motionstræning tirsdage kl. 18.00 og lørdage kl. 10.00 i resten af sæsonen. Seniormotionister arrangerer også ture torsdag formiddag for de der har tid og lyst.




