Danmarksmesteren i cyklecross, Joachim Parbo bliver medlem af Hammel Cykle Klub
Danmarksmesteren i cyklecross, Joachim Parbo bliver medlem af Hammel Cykle Klub
Danmarksmesteren i cyklecross, Joachim Parbo skifter til Hammel Cykle Klub. I den forbindelse udtaler Joachim Parbo: ”Hammel Cykle Klub er ved at udvikle nogle spændende tiltag, som skal gennemføres i de kommende år. Klubbens ledelse afspejler på mange områder mine værdier og min tilgang til tingene. Det tegner til at blive et samarbejde med fremtidsperspektiver både for udviklingen af klublivet og for klubbens arrangementer”.
Hammel Cykle Klub og Joachim Parbo har været i dialog siden Joachim deltog i og vandt Favrskov Cyklecross og MTB i december 2009 og er nu blevet enige om et tættere samarbejde.
Hammel Cykle Klubs formand, Benny Hagelskjær udtaler: ”Da Joachim henvendte sig havde vi flere lange drøftelser om hvilke forventninger vi havde til et samarbejde:
- Hammel Cykle Klub er ved at formulere en ”Vision 2015” om fremtiden for klubben og i de drøftelser passer Joachim godt ind. Vi har bl.a. planer om at afvikle flere løb, vi vil søge om at afvikle DM i Cyklecross 2012, vi søger om at afvikle DM-ugen i landevejscykling i 2013, vi agter at deltage i afviklingen af gadeløb m.fl.
- Vi har i dag en meget stor flok børn der cykler på landevej og i skoven. Og vi har mange ideer til hvordan vi skal få vores børne- og ungdomsarbejde til at blomstre yderligere
- Vi ønsker at få en stor og bred motionsafdeling der har tilbud til mange typer af cykel-motionister
- Og vi arbejder målrettet med at få beskrevet nogle sponsor-pakker som gør det attraktivt at samarbejde med Hammel Cykle Klub
At få tilknyttet Joachim, med de danske og internationale erfaringer han besidder, mener vi således kan bidrage væsentligt til at vores visioner og mål kommer nærmere deres opfyldelse. Joachim er, udover at være en fremragende cykelrytter, særligt når der er mudder i nærheden, også en meget dygtig klubmand med en masse erfaringer og evner som vi glæder os til at få udbytte af i klubben”
”At han så også kan vinde cykleløb er jo en rigtig god bonus, siger Benny Hagelskjær, med henvisning til at Joachim i sidste weekend vandt sin første internationale sejr i cyklecross nogensinde i et UCI-løb i Los Angeles.
På grund af løbsforpligtelser i USA kan Joachim desværre ikke være med ved klubbens eget cross-løb i morgen. Men vi håber naturligvis at Joachim kan forsvare DM-trøjen når der afvikles DM i cyklecross i januar 2011!”
Joachim indtræder i klubbens PR/sponsorudvalg og skal derfor være med til at udvikle klubbens sponsor-strategi, deltage i sponsor-jagten m.v.







