English Danish Dutch German Italian Spanish Icelandic

Formanden besejrer Genting Highlands

Formanden besejrer Genting Highlands, et af de hårdeste cykelbjerge i Asien

benny-malaysia-300x286

Via mit arbejde har jeg mange gange besøgt Malaysia. Og lige siden den første tur har jeg været opsat på at, en dag så ville jeg have cyklen med så jeg kunne køre op på Genting Highlands. Dette bjerg indgår hvert år i kongeetapen på Tour of Langkawi og løbet bliver næsten altid afgjort her.

Genting Highlands er ikke specielt højt eller stejlt. Men kombinationen af den høje luftfugtighed og varme – 35-37 grader, gør det til en udfordring at nå toppen. Selve opkørslen er ca. 17 km og går op i 1650 meters højde, gennemsnitlig stigning på ca. 6,5%, max stigning 15%.

På denne tur til Malaysia havde jeg fået det arrangeret så jeg kunne tage en dag fri og jeg havde fået cyklen med flyet. Så alt var klar til start. Jeg kørte fra mit hotel fredag morgen ved solopgang, ca kl 7. Turen ud gennem Kuala Lumpur er stort set uden problemer. Men Malaysia er lidt anderledes end vi er vant til. Der er næsten ingen der kører på cykel, det anses faktisk for at være et transportmiddel for de allerfattigste som ikke har råd til en knallert. Selvsagt er der ingen cykelstier, så man må finde den vej der nu passer, og ofte er det nødvendigt at køre på motorvejen. Derudover er der venstrekørsel, så det kan være lidt af en udfordring at komme rundt. Men med en koncentreret indsats så går det.

Efter at være kommet uden for byen begyndte den første del af opstigningen. Ca. 20 km med en stigningsprocent på 3-5. Og herefter begyndte så den egentlige opstigning.

Genting Highlands er mest kendt for at huse et kæmpe forlystelsescenter på toppen, med kasinoer, hoteller, badeland osv. Og der er derfor tæt trafik af turister i busser som skal holde ferie på toppen. Vejen op er derfor ikke en typisk bjergvej, men mange steder med op til 4 spor til de mange biler.

Inden man starter opstigningen kører man igennem et checkpoint hvor man bliver spurgt hvor man skal hen! Men malayerne er nu venlige mennesker og byder en velkommen og god tur. Turen op er som sagt ca. 17 km og den store udfordring er at klare varmen og fugtigheden. Jeg drak da også 8 dunke vand på turen, heldigvis er der butikker undervejs, så det er ikke vanskeligt at få tanket dunkene op undervejs.

Vel ankommet på toppen fandt jeg en Starbucks Coffeeshop hvor frokosten kom til at bestå af en chokoladekage og en ice tea. Dejligt!

Så var det på med hjelmen igen og nedad. Og her skal man godt nok holde godt fast, vejen ned er utrolig stejl og asfalten temmelig dårlig – ikke nogen god kombination!

De næste mange kilometer var det derfor først og fremmest et spørgsmål om at styre cyklen den rigtige vej.

Vel tilbage i Kuala Lumpur var min største bekymring nok om trafikken ville være helt kaotisk. Men det timede sig faktisk sådan at jeg kørte gennem byen under fredagsbønnen (Malaysia er muslimsk), så der var rimeligt med plads på vejene.

Turen fra hotellet og tilbage igen blev på i alt 110 km, 1800 højdemeter. En rigtig god oplevelse, og kommer I på de kanter kan det bestemt anbefales.

Billeder her: http://www.flickr.com/photos/bennyhagelskjaer/sets/72157623689463985/with/4505144752/

For detaljer, se GPS-profil her: http://connect.garmin.com/activity/29442247