English Danish Dutch German Italian Spanish Icelandic

Anmeldelse af bogen "Debutantens Dagbog"

Hammel CK har helt eksklusivt fået lov at bringe en anmeldelse af bogen "Debutantens Dagbog" skrevet af Dennis Ritter og Chris Anker Sørensen. Anmeldelsen er skrevet af sportsjournalist Kim Robin Graahede fra Århus Stiftstidende, der selv til daglig er ivrig cykelmotionist.

Debutantens_dagbog

Anmeldelse af "Debutantens dagbog - Fortællinger fra verdens største cykelløb"

Af Kim Robin Graahede, sportsjournalist, Århus Stiftstidende.

Fire stjerner ud af seks

Den tidligere Hammel-rytter Chris Anker Sørensen har i samarbejde med TV 2-journalist Dennis Ritter skrevet en bog om sine oplevelser som debutant, hjælperytter og dansk sommer-kæledægge under Tour de France 2009.

Det er der kommet et interessant, upyntet og uhøjtideligt blik ind bag kulissen på et af verdens bedste cykelhold ud af.

Udstyret med en diktafon indtalte han undervejs tanker og indtryk fra før, under og efter etaperne i "den store sløjfe" - og for cykelfans bringes der mange tanker, "hverdags-hændelser" og personbeskrivelser til torvs som normalt ikke finder vej til hverken TV-skærm eller avisspalter i dækningen af dette fascinerende cykelløb.

Bjarne Riis er i dårligt humør, B.S. har en tendens til at overreagere, Fabian Cancellara er en brokrøv og Mark Cavendish en idiot på en cykel. Og ja, så er Chris Anker selv ved at skide en cykelhjelm af ren nervøsitet, da det hele skal til at gå i gang.

Mange små historier, anekdoter, der er med til at give et mere nuanceret billede af det at være rytter i dette enorme, omrejsende cirkus, hvor smerten er en daglig følgesvend, men hvor det også handler om - når man står af cyklen - at lave så lidt som overhovedet muligt, ligge på langs, restituere samt spise kilovis af basmatiris og kylling.

Sproget er levende, letlæseligt, og ind imellem de daglige opdateringer fra Chris Anker, supplerer Dennis Ritter med egne oplevelser og betragtninger. Tour de France set og oplevet fra en kommentatorboks.

Jeg kan bestemt anbefale enhver cykelsportsinteresseret at give sig i kast med de 250 sider i denne bog. Man kommer helt tæt på Chris Anker på turen rundt på de franske landeveje, men jeg savner til gengæld at komme tættere ind på livet af holdkammeraterne, nogle af de andre ryttere i feltet og feltets indre hierarki - og ikke mindst at komme tættere på holdejer Bjarne Riis.

Hvad er han for en leder? Hvad er det, han kan? Hvordan omgås han rytterne? Hvad synes de om ham? Er det hans fortjeneste, at stemningen på holdet er så god undervejs?

Her synes jeg slet ikke, at bogen tør gå tæt nok på, men mon ikke det bunder i, at Bjarne Riis og den øvrige ledelse på cykelholdet fra start af ikke var specielt begejstrede for bogprojektet?

Bogen er udkommet i dag fredag 20. november på People's Press.

 

Århus Stiftstidende bringer idag en større artikel om Chris Anker Sørensen i den trykte udgave af avisen, du kan se oplæg til artiklen på Århus Stiftstidendes hjemmeside ved at klikke her.