Grupettoen
Så starter Favrskov Gruppetto - her finder vi vores eget tempo!
Gruppettoen er i cykelløb betegnelsen for den gruppe ryttere der ligger bagest i feltet og som i fællesskab kæmper for at komme over målstregen indenfor tidsgrænsen og derved undgå at blive diskvalificeret.
Gruppettoen er også betegnelsen for Hammel Cykle Klub Motions nyeste tiltag. Hver søndag kl. 10.00 starter grupettoen fra klubhuset på Stadionvej.
Der er plads til alle i gruppettoen. Dog må det anbefales at have en cykel der er bygget til race, dvs. med racerstyr, smalle dæk, ingen bagagebærer m.v. Men der er plads til både den gamle stålcykel fra firserne og den nye lirede carbon-cykel. Cykelhjelm er obligatorisk og husk en ekstra slange.
Gruppettoen ledes hver gang af en kaptajn som sørger for at hastigheden afpasses efter gruppen. Vi kører nogle relativt korte ture i starten, dvs. 30-40 km, afhængig af vejret og hvordan deltagerne ellers har det. Det vigtigste er at vi kommer i gang og får fundet et fælles tråd. Når vi kommer længere hen på sæsonen vil vi sætte turenes længde op, igen afhængig af niveauet og gruppens ønsker. Der er ingen der efterlades undervejs og der samles altid op på bakketoppen.
Det vigtigste formål med gruppettoen er at vi skal hygge os og samtidig få noget motion!
Gruppettoen vil som regel også have indlagt en lille pause undervejs. Det anbefales at medbringe lidt mønt eller Dankort for det tilfælde at der ikke er udlagt depot på dagens tur..........
Gruppettoen er åben for alle og de første par ture kan du betragte som prøveture. Finder du at dette er noget for dig, så forventer vi at du melder dig ind i Hammel Cykle Klub. Dette giver så også adgang til at træne med de øvrige motionister der kører hver tirsdag og lørdag, køb af billigt, kvalitets-cykeltøj m.v. (se hjemmesiden - www.hammel-ck.dk). Nuværende medlemmer af klubben er naturligvis også velkomne til at køre med.
Vi glæder os til at se dig til nogle rigtig hyggelige motions og svedeture!
Hvis du vil vide mere så følg med i nyhederne på klubbens hjemmeside, www.hammel-ck.dk.
"På årets første dag med sommertid mødte 11 mand og 1 kvinde op til søndagstur med gruppettoen. I pragtfuldt forårsvejr trillede vi en tur på ca. 35 km, de første ca. 20 km i samlet flok og derefter opdelt i to grupper efter fart og temperament.
Næste søndag kl. 10 kører vi igen og der kan kun opfordres til at møde frem, vi kører i det tempo der passer alle og alle kommer med hjem. Der skal også lyde en opfordring til kvinder der kunne tænke sig at køre med om at møde op og prøve kræfter med gruppettoen."
Benny Hagelskjær
Husk at tjekke hjemmesiden for information. Tilmelding til Harzen turen er inden den 7/4. Her er alle velkomne. Grindsted og Grejsdalen er inden den 19/4.
Hilsen John Jakobsen





